P R E S S E M E D D E L E L S E

"Bogen om Tvillinger 0-10 år"

Den bedste og mest omfattende udgave af Danmarks mest solgte tvillingebog inklusive 100 farvefotos af dejlige tvillinger udkommer den 10. august 2010

”Bogen om Tvillinger 0-10 år” beskriver de mange facetter, der er anderledes med tvillinger før, under og de første 10 år efter fødslen. 2010-udgaven har været igennem en større revidering, men er stadig den mest omfattende, opdaterede danske bog om tvillinger. Bogen giver svar på de fleste spørgsmål, kommende og nybagte tvillingeforældre stiller omkring graviditet, udstyr, fødsel, amning, barsel, sprog, økonomi, tvillingers identitetsudvikling samt opdragelse og hverdagen med tvillinger.

Bogen er en håndbog, der både kan læses fra side 1 til side 268 i et stræk, men som også kan bruges som opslagsbog. Bogen er skrevet i et positivt, levende og lettilgængeligt sprog på trods af det fagligt høje niveau.

Nyt i 2010

Bogen indeholder både fakta- og erfaringskapitler, men 2010-udgaven går endnu mere i dybden med tvillingers identitetsudvikling end tidligere. Fx giver tvillingepsykolog Lene Dam Pedersen masser af differentierede råd om opdragelse og støtte til tvillinger, alt efter om de er enæggede, tveæggede af samme køn eller tveæggede af hvert sit køn.

Der er også nyt omkring 'dårlig samvittighed', hvorfor den især viser sig hos tvillingeforældre, og hvad man gør ved den. Psykologen giver også konkrete dagligdags råd - fx hvornår tvillinger bør have deres eget værelse – men også svar på mere alvorlige spørgsmål som fx ’hvordan’ og ’hvornår’ man fortæller tvillinger det, hvis de står i en særlig situation og fx har senfølger pga. en meget for tidlig fødsel, eller hvis en eller begge tvillinger har en kronisk sygdom.

Nyt i 2010-udgaven er også en oversigt over de største hospitalers særlige tilbud til tvillingegravide og nybagte tvillingeforældre – eller mangel på samme. Og sidst, men ikke mindst, har bogen endnu flere tips og erfaringer omkring amning, hverdag, indkøb og hverdagen med tvillinger fra tvillingefamilier, der det sidste års tid har sendt flere hundrede af slagsen til forfatteren.

Tvillinger er noget særligt

Når man får to børn på én gang, oplever de fleste tvillingeforældre, at de ikke kan bruge erfaringer fra venner og familie til ret meget. "Bogen om Tvillinger 0-10 år" er derfor fyldt med gode råd og praktiske tips til, hvordan man med simple midler kan gøre en hektisk hverdag lettere at komme igennem. Fx med konkrete forslag til indretning af et tvillingevenligt hjem, tips om amning af to børn, samt forslag til indkøb af nødvendigt udstyr - og hvilket udstyr der ofte er overflødigt. Når tvillinger skal i vuggestue, børnehave og skole melder spørgsmålet sig, om de skal sammen eller hver for sig. Her gennemgår bogen de overvejelser, tvillingeforældre må igennem, før de træffer deres endelige valg.

"Bogen om Tvillinger 0-10 år" behandler også de mange myter, der florerer omkring tvillinger, som påvirker omgivelsernes syn på og behandling af tvillinger. Oven i det oplever tvillingeforældre, at de ikke kan bruge erfaringer fra venner og familie med enkeltfødte børn. De udfordringer, tvillingeforældre møder, er nemlig oftere relaterede til selve tvillingeforholdet og mindre til børnenes almindelige udvikling.

Alle danske tvillinger bliver en del af Det Danske Tvillingregister, og derfor indeholder bogen naturligvis også et kapitel om registeret, der er det ældste tvillingeregister i verden. Sidst, men ikke mindst, indeholder bogen også en omfattende ordliste med danske og latinske vendinger, der gør det nemt at læse fødsels- og vandrejournalen.

Målgruppe

"Bogen om Tvillinger 0-10 år" er målrettet kommende, nybagte og mere erfarne tvillingeforældre til børn under 10 år, men kan i lige så høj grad læses af venner og familie til tvillingefamilier, samt pædagoger og ansatte i social- og sundhedssektoren, der har daglig kontakt til tvillingegravide og -forældre.

Om forfatteren og bogens fagpanel

Forfatteren Joan Tønder Grønning er selv tvillingemor, journalist og tidligere formand for Tvillingeforeningen Freja.

Kvaliteten af det faglige indhold er sikret af et panel af de mest kompetente personer i Danmark på tvillingeområdet – fx overlæge Kirsten Søgaard, jordemoder Lene Skou Jensen, psykolog Lene Dam Pedersen, professor Kaare Christensen, sprogforsker Pia Thomsen, sygeplejerske Ragnhild Måstrup samt stifter af Dansk Præmatur Forening og Preem Team tvillingemor Jonna Jepsen.


”Bogen om Tvillinger 0-10 år” er udgivet på Forlaget TekstXpressen og indeholder 268 sider samt 100 farvefotos. Bogen koster 298 kr. og kan købes HER.

Send til en ven Print