Uddrag fra uge-for-uge-kalenderen
Fra æg til tvillinger
Ligesom andre gravide får du udregnet en terminsdato, som er et pejlemærke – en cirka-dato for din forventede fødsel. Intet andet. Populært sagt ”...har du en termin, til du får en ny”.
Faktisk rammer kun ca. 6% af alle børn ’plet’ og bliver født på terminsdagen – og blandt dem er kun meget få tvillinger. Mange tvillinger bliver født to-tre uger før terminen... Ét er dog sikkert, alle børn bliver født på deres fødselsdag!
Rundt omkring i bogen er der en række fodaftryk, der bliver større efterhånden, som børnene og deres fødder vokser i løbet af graviditeten.
Uge 3
Børnene er stadig ikke større end et punktum (.), men de har allerede nu anlæg for hud, tarmkanal, lunger, nervesystem, muskler og blodkar – eller rettere: celler, der engang bliver til sådanne. For at beskytte dem mod infektioner danner kroppen en slimprop i livmodermunden. Smart, ikke?
Uge 5
Lægen sender besked til det aftalte fødested, hvor en jordemoder eller speciallæge vil undersøge dig ved 2. graviditetsundersøgelse.
Er der i forvejen tvillinger i familien, får du måske tilbudt en tidlig scanning gennem skeden, der kan løfte sløret for, om du fører familietraditionen videre.
Uge 9
I den kommende tid vil du modtage din første indkaldelse til en snak med en jordemoder – hvis du ikke allerede har fået den.
Du vil formentlig også snart få en indkaldelse til en rutinemæssig scanning, der typisk bliver tilbudt i forbindelse med nakkefoldsscanningen i uge 12. Her vil man fastsætte din termin eller korrigere en nuværende termin samt bestemme antallet af fostre.
Børnene måler nu ca. 30 mm hver fra hoved til hale og er på størrelse med to små jordbær. I løbet af ugen vil de vokse endnu 10-20 mm, og de vil veje ca. 15 g hver.
Uge 12
Din livmoder er nu så stor som en lille honningmelon og trykker på alle organer i dit bækken.
Nu kan de fleste se, du er gravid. Og hvis de ikke ved, du venter tvillinger, vil de ofte tro, du er længere henne end uge 12.
Anlæg til øjne, ører og næse kan anes, men kranierne er endnu ikke runde, så fostrene ligner ikke mennesker.
Uge 17
Har du født før, kan du måske allerede nu mærke liv – venter du dig for første gang, skal du måske væbne dig med tålmodighed en uge eller to endnu.
Børnene måler nu ca. 13-15 cm hver fra hoved til hale – ca. 18 cm fra hoved til hæl – og de vejer ca. 200-300 g hver. Deres fødder måler nu ca. 26 mm.
Uge 23
Alle tvillingegravide bliver scannet i uge 23 eller 24 for at tjekke børnenes vækst og livmoderhalsens længde.
Venter du mono-choriotiske/mono-amniotiske tvillinger, vil du fra nu af formentlig blive tilbudt scanning hver uge indtil fødslen.
Børnene måler nu ca. 21 cm fra hoved til hale – ca. 28 cm fra hoved til hæl.
Uge 31
Det er igen tid til et besøg hos jordemoderen og/eller en snak med fødselslægen, der bl.a. vil kigge på, om børnene ligger med hovedet op eller ned.
Venter du mono-choriotiske/mono-amniotiske tvillinger, skal du scannes – igen.
Børnenes smagsløg elsker noget sødt, og de er klar til at nyde mors søde mælk.
Uge 38
Hvis du endnu ikke har født, er det sandsynligvis, fordi din livmodermund og livmoderhals er meget umodne endnu, og fordi børnene har det fint.



